| Herr Sinclair dro over salten hav,
|
| til Norig hans kurs monne stande.
|
| blandt Gudbrands klipper han fandt sin grav,
|
| der vanket så blodig en panne.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede.
|
| Ved Romsdals kyster han styrte til land,
|
| erklærte seg for en fiende.
|
| han fulgte fjorten hundre mann
|
| som alle hadde ondt i sinne.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede
|
| De skjændte og brente hvor de dro frem,
|
| all folkeret monne de krenke
|
| og oldingens avmakt rørte ei dem,
|
| de spottet den gråtende enke.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede.
|
| Barnet blev drept i moderens kjød,
|
| så mildelig det enn smilte.
|
| men ryktet om denne jammer og nød
|
| til kjernen av landet ilte.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede.
|
| Og baunen lyste og budstikken løp
|
| fra grande til nærmeste grande
|
| og dalens sønner i skjul ei krøp,
|
| det måtte herr Sinclair sande.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede.
|
| De bønder fra Vågå, Lesja og Lom
|
| med skarpe økser på nakke
|
| i bredebygd tilsammen kom,
|
| med skotten ville de snakke.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede.
|
| Frem bønder, frem i norske menn
|
| slå ned, slå ned for fote!
|
| da ønsket seg skotten hjem igjen,
|
| han var ei rett lystig til mote.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede.
|
| Ei noen levende sjel kom hjem,
|
| som kunne sin landsmann fortelle
|
| hvor farlig det er at besøke dem
|
| der bor i blandt Norigs fjelde.
|
| Vel opp før dag,
|
| de kommer vel over den hede. |