| Vi burde være voksne mænd | 
| Med smukke familier og trygge hjem | 
| Men tourbussen kører klokken fem | 
| Og vi opfører os som om, at verden bar' venter imens | 
| Vi flygter i kvinder, der' besat af lem | 
| Og bilder os selv ind, at vi ikk' er besat af dem | 
| Men hele holdet er blevet sværget ind | 
| Ja, der' ingen, der siger noget, så det virker så nemt | 
| Indtil man er tilbage i sin egen seng | 
| Og besudler den ved at sig', at man har nok i hend' | 
| Og når der endeligt falder noget igennem | 
| Så' standardlinjen, der skete ingenting | 
| Og man lever af at bruge sin stem' | 
| Så enhver form for løgn den ka' ikk' ses igennem | 
| Men i et kort øjeblik føler man sig grim | 
| For samvittigheden sidder lidt i klem' | 
| Og hendes intuition den si’r: «Stop nu, vent» | 
| Og jeg sværger, det' noget, enhver kvinde ka' fornem' | 
| Så man lover sig selv, man først og fremmest | 
| Vil brug' lidt mindre tid på at være så slem | 
| Ja, anger, det virker bekvemt | 
| Og der ska' ikk' mer' til, at man selv får det glemt | 
| Som om kvalitetstid gør dement | 
| For næste weekend der kør' bussen igen | 
| Jeg hører kun mig selv, når jeg snakker | 
| La' aldrig din søn bli' rapper | 
| For med prestige | 
| Der kommer evnen til at lyve for alt og alle omkring dig | 
| For vi' ikk' ærlige | 
| Det koster at være ærlig | 
| Så vi' sjældent ærlige | 
| Men lige nu der' jeg helt ærlig | 
| Tag en sip medicin | 
| Min er gennemsigtig — hva' er der i din? | 
| Ka' du nå at gem' dig i Hennessy’en? | 
| For der' show om en halv tim' | 
| Og nerverne melder sig altid på vej til scenen | 
| Hvor man ikk' rigtig ved, om man ska' føl' sig til grin | 
| For jakkesættet sidder sublimt | 
| Men du' 33 år, og du lever af at rim' | 
| Føler, du gi’r dig selv så intimt | 
| Og håber, det returneres med et skrig | 
| Ja, ydmyghed fanges i et smil | 
| Imens du viser tænder til en kameramobil | 
| Men fuck it, her er dit skud adrenalin | 
| Ikk' engang coke ku' toppe energien | 
| Og hend' forrest i publikum virker så fin | 
| Hun er sminket som en voksen, selvom hun kun er teen | 
| Minder lidt om en, der engang sku' være din | 
| Men du var ikk' god nok med 17 år på din' ben | 
| Så hævnen udleves et halvt liv for sent | 
| Og alt, hun ender op med, er et dumt svin | 
| Der tekster sin eneste en' | 
| Med en dårlig undskyldning om at kom' hjem sent | 
| Jeg hører kun mig selv, når jeg snakker | 
| La' aldrig din søn bli' rapper | 
| For med prestige | 
| Der kommer evnen til at lyve for alt og alle omkring dig | 
| For vi' ikk' ærlige | 
| Det koster at være ærlig | 
| Så vi' sjældent ærlige | 
| Men lige nu der' jeg helt ærlig | 
| På gaden der ligger dit indbo | 
| Mens din garderob' forlader dit vindue | 
| Ja, du' smidt ud for ikk' at være hende tro | 
| Heldigvis har din ven en sofa, du ka' ende på | 
| Og drik' dig i hegnet, til du ikk' kan gå | 
| Og konstant omtaler din eks som so | 
| Men du har selv taget ladegreb og skudt på din' sko | 
| Det' en universel regel, at hvis du | 
| På bekostning af din kvind', prøver på at få to | 
| Så ender du med ikk' nogen | 
| Og touren den er færdig, så' det ned i tempo | 
| Nej, ingen ny klub hver eneste nat nu | 
| Og uden stjernestøvet, så må du jo impro' | 
| Men du kommer sjældent længer' end din dårlig' intro | 
| For klichéer dem ka' hun gennemskue | 
| Ja, hun går sin vej, mens du ender med at glo | 
| Og hend' der indtil nu har givet dig din sindsro | 
| Har fået en ny fyr, et nyt sted at bo | 
| Du' gået fra smart til idiot | 
| Man bli’r, hva' man æder, så du' bar' en ho |